Topchefer skal give headhuntere karakterer

Topchefer skal give headhuntere karakterer

Ny brancheforening for headhuntere vil rydde op i den uigennemskuelige branche og beder nu kunderne om at evaluere kvaliteten af medlemmernes arbejde. Karakterbogen stilles offentligt til skue en gang om året

Nu skal skægget og de blå briller definitivt rives af de lyssky headhuntere, og der skal ryddes op i branchen, hvor en underskov af små aktører huserer.

Det mener den nye brancheforening Search Danmark, der blev dannet for et år siden og nu er klar med det første store skridt: En karakterbog til de enkelte headhuntere, som offentliggøres en gang om året, første gang ultimo 2019.

Det oplyser initiativtager og formand for brancheforeningen Jørn Andersen, partner i Unique Human Capital.

"Som det er i dag, kan alle med en mobiltelefon og et Linkedin-abonnement slå sig op som headhunter. Men slår rekrutteringen fejl, har det store konsekvenser for den enkelte virksomhed. En forkert CEO kan gå hen og koste virksomhedens liv, og en projektleder kan koste millioner, hvis projektet kører af skinnerne," siger Jørn Andersen.

Derfor skal branchen gøres stueren og ansvarlig for de ydelser, den sælger, da stærkt varierende kvalitet går ud over alle de seriøse aktører.

De første målinger af headhunterne sker i denne måned, hvor alle foreningens foreløbig 27 medlemsvirksomheder har forpligtet sig til at indberette alle påbegyndte opgaver til brancheforeningens sekretariat, som ledes af Dansk Erhverv. Uanset om opgaven bliver afsluttet eller ej, sender sekretariatet et evalueringsskema til den virksomhed, der har givet opgaven.

Vurderes på kvalitet

Der gives karakterer på syv parametre, eksempelvis kundens tilfredshed med processen, headhunterens forståelse af virksomheden, headhunterens kompetence som rådgiver og af samarbejdet mellem parterne.

En gang om året samler Rambøll som uafhængig partner alle resultaterne og beregner en score for de enkelte medlemmer, som offentliggøres. De enkelte medlemmer får fuld adgang til egne data.

Offentliggørelsen skal gerne have den effekt, at virksomhederne vælger de headhuntere, der er med i brancheforeningen, og som lader sig evaluere af kunderne.

På sigt er målet med brancheforeningen at gøre hvervet som headhunter certificeret, gerne med en uddannelse.

De store headhuntere, der rekrutterer til de store virksomheder, har takket nej til at være med i foreningen.

 

Link til artikel: her